Vi søger flere frivillige til undervisningsteamet!

Efterspørgslen efter vores undervisningsforløb er stor og vi søger derfor nye kræfter til vores undervisningsteam. Vi tilbyder oplysende og inspirerende undervisningsforløb til folkeskoler, efterskoler, gymnasier mm., hvor vi tegner et retvisende og nuanceret billede af flygtningesituationen og hvad det vil sige at være tvunget til at flygte fra sit hjem. Vi oplever stor interesse fra de børn og unge, vi når ud til, og er særligt stolte af undervisningens interaktive segment, hvor danske elever får mulighed for at tale med unge flygtninge - enten ansigt til ansigt eller via videolink. Fordi vi kan se en positiv effekt og en stigende efterspørgsel ønsker vi at intensivere indsatsen og nå ud til endnu flere. Derfor har vi brug for flere ildsjæle! Måske er det dig, vi leder efter?

Det forventes ikke, at du på forhånd har indgående kendskab til flygtningesituationen eller undervisningserfaring, men blot at du brænder for sagen, engagerer dig og har gåpåmod. Undervisningsforløbene afholdes altid af et team på 2-4 undervisere. Som ny underviser vil du blive introduceret til vores undervisningspakker og få støtte af det resterende team. Du vil desuden få mulighed for selv at præge indholdet af undervisningen (oplæg, øvelser etc.) med egne input og ideer. For at læse om de tre undervisningsforløb, vi tilbyder, gå til fanen 'Skoletjeneste'.

Har vi fanget din interesse, så send en mail til nanna.hinchely@flygtningeborn.dk, hvor du kort beskriver, hvorfor du har lyst til at blive en del af vores undervisningsteam. Vi glæder os til at høre fra dig!

Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til Nanna Hinchely på 61674470.

Heading