Åben Skole: Klima!

Skoleforløbet zoomer ind på klimarelateret migration og hvorfor mennesker bliver nødt til at flygte fra deres hjem på baggrund af tørke, oversvømmelser og andre naturfænomener. Forløbet har særligt fokus på klimarelateret migration som et stigende globalt problem vi må tage stilling til som verdensborgere.

Åben Skole

Som undervisningsplatform har vi i Flygtningebørn.dk leveret undervisningstilbud til Københavns Kommunes tiltag Åben Skole siden 2016. Vi tilbyder lærere og elever i grundskolen undervisningsforløb der præsenterer aktuelle problemstillinger om flygtninge i børnehøjde.

Vi tilbyder undervisning skræddersyet til både grundtrin, mellemtrin og udskoling i folkeskolen. Undervisningen er tilrettelagt således, at eleverne bliver mødt med problemstillinger om menneskerettigheder og mennesker på flugt fra krig, konflikt og klimaforandringer i et perspektiv tilpasset deres alder og udvikling.

Læreren kan vælge ud fra tre tematiske forløb og undervisningen består ligeledes af tre komponenter, sådan at eleverne både bliver præsenteret for undervisning, audiovisuelt indhold og en workshop, hvor de selv arbejder med emnet.

Undervisningen introducerer eleverne til flygtningebegrebet historisk og politisk samt en status på den nuværende globale flygtningesituation. Denne del udgør grundlaget for elevernes arbejde i workshopforløbet og undervisningen varetages af vores dygtige frivillige oplægsholdere der alle har baggrunde indenfor socialt arbejde, frivilligt humanitært arbejde eller selv har en flygtningebaggrund.

I den interaktive del bliver eleverne introduceret for problemstillingerne via konkrete cases, præsenteret gennem video (dokumentar), billeder eller live-transmission med mennesker der lever på flugt. Denne interaktiv læringsform inviterer til dialog og nysgerrighed blandt eleverne.

I workshop-delen bliver eleverne delt op i grupper, hvor de samarbejder om konkrete opgaver og bliver konfronteret med problemstillinger relateret til det de har set og hørt i løbet af undervisningen.

Denne del skal åbne op for refleksion, ny forståelse og målet er at undervisningsforløbet skal skabe et videre engagement hos eleverne.

Tematisk forløb om Klima

Undervisningsforløbet centrerer sig om klimarelateret migration og tager spørgsmål op om hvorfor mennesker bliver nødt til at flygte fra deres hjem på baggrund af tørke, oversvømmelser og andre naturfænomener.
Forløbet har særligt fokus på klimarelateret migration som et stigende globalt problem vi må tage stilling til som verdensborgere og eleverne bliver præsenteret for cases hvor børn har måtte flygte på baggrund af klimaforandringer.

For information om vores tilbud til skoler, kontakt: info@flygtningeborn.dk. Læs om Åben Skoles gratis tilbud til folkeskoler i Københavns Kommune her.

Heading