Åben Skole: Krig og Konflikt

Skoleforløbet tager udgangspunkt i hvad en flygtning er og begrebets historiske baggrund: hvad får mennesker til at flygte og hvorfor må børn flygte? Forløbet tager nuværende cases op om krig og konflikt og zoomer ind på verdens brændpunkter.

Åben Skole

Som undervisningsplatform har vi i Flygtningebørn.dk leveret undervisningstilbud til Københavns Kommunes tiltag Åben Skole siden 2016. Vi tilbyder lærere og elever i grundskolen undervisningsforløb der præsenterer aktuelle problemstillinger om flygtninge i børnehøjde.

Vi tilbyder undervisning skræddersyet til både grundtrin, mellemtrin og udskoling i folkeskolen. Undervisningen er tilrettelagt således, at eleverne bliver mødt med problemstillinger om menneskerettigheder og mennesker på flugt fra krig, konflikt og klimaforandringer i et perspektiv tilpasset deres alder og udvikling.

Læreren kan vælge ud fra tre tematiske forløb og undervisningen består ligeledes af tre komponenter, sådan at eleverne både bliver præsenteret for undervisning, audiovisuelt indhold og en workshop, hvor de selv arbejder med emnet.

Undervisningen introducerer eleverne til flygtningebegrebet historisk og politisk samt en status på den nuværende globale flygtningesituation. Denne del udgør grundlaget for elevernes arbejde i workshopforløbet og undervisningen varetages af vores dygtige frivillige oplægsholdere der alle har baggrunde indenfor socialt arbejde, frivilligt humanitært arbejde eller selv har en flygtningebaggrund.

I den interaktive del bliver eleverne introduceret for problemstillingerne via konkrete cases, præsenteret gennem video (dokumentar), billeder eller live-transmission med mennesker der lever på flugt. Denne interaktiv læringsform inviterer til dialog og nysgerrighed blandt eleverne.

I workshop-delen bliver eleverne delt op i grupper, hvor de samarbejder om konkrete opgaver og bliver konfronteret med problemstillinger relateret til det de har set og hørt i løbet af undervisningen.

Denne del skal åbne op for refleksion, ny forståelse og målet er at undervisningsforløbet skal skabe et videre engagement hos eleverne.

Tematisk forløb om Krig og Konflikt

Undervisningsforløbet tager afsæt i hvad en flygtning og begrebets historiske baggrund: : hvad får mennesker til at flygte og hvorfor må børn flygte?

Forløbet tager nuværende cases op om krig og konflikt og zoomer ind på verdens brændpunkter.

Med den nuværende situation i Ukraine har vi tilrettelagt et forløb, der præsenterer eleverne for den nuværende Rusland-Ukraine konflikt.  Eleverne får et kendskab til krigens konsekvenser i form af de mange ukrainske flygtninge der må søge tilflugt i europæiske lande og hvordan processen med opholdstilladelse foregår.

Til dette undervisningsforløb, vil vi gerne stille vores viden på området til rådighed og bruge vores kompetencer som formidlere til at ruste danske skoleelever, således at de kan tage godt imod deres nye ukrainske kammerater.

Vi stiller os også vores psykosociale materiale til læreren til rådighed, som er et vigtigt redskab i modtagelsen flygtningebørn i den danske folkeskole.

For information om vores tilbud til skoler, kontakt: info@flygtningeborn.dk. Læs om Åben Skoles gratis tilbud til folkeskoler i Københavns Kommune her.

Heading