Når man som flygtning krydser en grænse fra et ikke-EU-land til et EU-land, og man ikke har status som flygtning i andrelande, har man krav på at få behandlet sin ansøgning om asyl i det første land man kommer til. Men det er langt fra hver gang, at EU-landene overholder den ret, som er indskrevet i flygtningekonventionen og som kaldes Dublin-forordningen.
Faktisk blev næsten 12.000 mennesker sidste år sendt ulovligt tilbage over grænsen. Såkaldte pushbacks. Og det er i strid med den internationale flygtningelov. Det fremgår af rapporter fra DRC (Danish Refugee Council) og seks andre NGO’er i Europa.
Et pushback er en metode som EU-lande uofficielt bruger til at sende flygtninge tilbage over den grænse til EU de oftest lige har krydset. Det sker med vold og udøves og organiseres af grænsepolitiet ellerandre statslige autoriteter i det pågældende land.
Over hver tredje pushback i 2021 er sket overgrænsen mellem EU-landet Kroatien og ikke-EU-landet Bosnien-Herzegovina. Ti procent af alle pushbacks i Europa har involveret børn. Og Pakistan og Afghanistan er hjemlandet for mere end 4000 af de tilbagesendte flygtninge. Få alle tallene her.
Et pushback er en tvang, en deportation, af mennesker fra et land til et andet, og det sker ofte, at personlige ejendele, som for eksempel telefoner, bliver ødelagt eller konfiskeret. Derudover er der også talrige eksempler på separation af familier, tyveri og fysisk og psykisk chikane.
Rapporten peger også på to hovedårsager til det voksende pushback-fænomen, der forrige år, i 2020, involverede næsten 10.000 mennesker, og det drejer sig om den økonomiske fordel et pushback har foret land. Der er nemlig store administrative udgifter forbundet med indkvarteringen af nye flygtninge og deres dertilhørende asylproces. Tal fra sidste sommer fastslår, at en gennemsnitlig asylansøger koster op mod 6.500 kroner om måneden. Derudover foregår destrueringen af telefoner for at eliminere flygtninges mulighed for at dokumentere de illegale aktiviteter. Tyveri af penge og andre ejendele gør det efterfølgende vanskeligere for flygtninge at forsøge at krydse grænsen igen og igen.
Med lige knap 33 personer om dagen, der skubbes ulovligt tilbage over grænsen, er pushbacks-praksissen blevet et hverdagsmiddel for grænsekontrollen, og det faktum, at samtlige EU-lande, der udgør EU's ydre grænser, benytter sig af metoden, gør det til en normalitet. Og til en integreret del af EU's ydre grænsekontrol. På trods af, at det går direkte mod den internationale anerkendte flygtningelov.
At pushbacks foregår så kontinuerligt som deter bevist de sidste par år, er en skamplet på EU's måde at håndtere flygtningesituationen på. Der er tilsyneladende ingen konsekvenser ved at bryde den vedtagne lov, som ideelt burde sikre en respektfuld, værdig og menneskelig behandling af verdens flygtninge. Det er statslig vold begået mod civile borgere. Og i så store antal, at medlemslandene underminerer Dublinforordningen og dermed helegrundlaget for en asylproces efter bogen. Man føler sig ikke moralsk forpligtet til at følge reglerne og det burde, ligesom i alle andre situationer i en retsstat, have konsekvenser.
David Lyndorff Pariser studerende på bacheloren Europæisk Etnologi på Københavns Universitet og har tidligere arbejdet frivilligt i flygtningelejren på den græske ø Lesbos. Han er godt orienteret om situationen i landet og engagerer sig derudover meget i flygtninge- og udlændingepolitik og har også skrevet flere artikler på området.
Hovedfoto: Gémes Sándor/SzomSzed, CC BY-SA 3.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0>, via Wikimedia Commons
