”De græske myndigheder sagde, at de har ændret deres regler. I dag skal man åbenbart give et interview om, hvorfor du ikke blev i Tyrkiet,” fortæller den afghanske flygtning Mohammed, som vi har mødt i flygtningelejren Eleonas i Athen. ”Hvilke problemer du havde i Tyrkiet, og hvorfor du ikke søgte om asyl i Tyrkiet.”
Mohammed holder fast i, at han ikke ønsker at blive sendt tilbage til Tyrkiet i en såkaldt administrativ tilbagesendelse.
For disse trusler er blevet hverdag for Mohammed og for langt de fleste af de flygtninge, som ifølge den græske regerings officielle politik er flyttet fra øerne til fastlandet.
Juristen Lucy Alfer fra Refugee Legal Support hjælper asylsøgerne med at forberede deres indledende asylsamtale. Hun forklarer, hvordan truslen om at blive sendt til Tyrkiet altid hænger i luften under de samtaler:
”For få måneder siden indførte man en ændring i den græske lovgivning, der nu betyder, at Tyrkiet er et sikkert land for folk fra Afghanistan, Pakistan, Bangladesh, Syrien og Somalia. Den praktiske betydning af denne lov er, at folk fra disse lande, selvom de har opholdt sig Grækenland i flere år og venter på at få behandlet deres ansøgning, bliver indkaldt til et nyt interview. Her bliver de kun stillet spørgsmål om Tyrkiet. Ideen er, at Tyrkiet er et sikkert land, og at de bør vende tilbage til Tyrkiet.
Der er dog ganske få rapporter om folk, der er sendt tilbage til Tyrkiet efter de nye interviews, men bare muligheden gør mange utrygge.”
Efter den store flygtningekrise i 2015-16, hvor hundredtusindvis af flygtninge ankom i gummibåde fra Tyrkiet til de græske øer, forhandlede EU en aftale på plads med Tyrkiet. Aftalen sagde, at landet tilbagetager alle de mennesker, som er kommet ulovligt til Grækenland fra Tyrkiet. EU-landene dækker til gengæld omkostningerne i forbindelse med ordningen. EU har under denne ordning givet Tyrkiet 44,5 mia. kr. til at huse de mennesker, der forsøgte at komme til Europa. Samtidig skulle Tyrkiet bevogte kysterne, så flygtningene ikke kunne komme ulovligt afsted i gummibåde og andre fartøjer
Tyrkiets præsident Recip Erdogan har senest erklæret, at Tyrkiet ikke har modtaget meningsfuld støtte fra EU, og at samarbejdet ikke kan udbygges, så længe vilkårene i 2016 aftalen ikke er fuldt opdateret. Samtidig truer Erdogan med at lukke flere flygtninge ind i Grækenland i et forsøg på at destabilisere situationen i EU. Det forsøgte den tyrkiske regering i februar-marts 2020, men det lykkedes ikke.
Men der er mere håndfaste græske metoder til at holde flygtningene væk fra Grækenland – de såkaldte push-backs og push-outs
”Den græske regering har gjort push-back til det foretrukne instrument for at afskrække migranter ved siden af at bygge mure og give flygtningene ringe forhold, når de ankommer. Regeringens primære opgave har været at fortælle en yderst negativ historie. Vi er ikke ligesom Ungarn, men vi følger i hælene på dem,” fortæller Lefteris Papagiannakis, direktør for Greek Council of Refugees, Grækenlands største NGO.
I løbet af det sidste år er der rapporteret mere end 420 sager med push-backs, fortæller kommunikationschef i UNHCR, Athen, Louise Donovan. Hun forklarer, at tallet er stigende ligesom vold ved grænsen er det.
”Metoderne for de push-backs, vi får indberetninger om, er skibe som får afmonteret deres motorer og derefter driver rundt. Eller en gruppe tages ombord og sættes herefter på oppustelige flåder, så de vil drive tilbage til tyrkisk farvand. Vi har også hørt om folk, som efter at de er landet på en af øerne bliver samlet op og sejlet tilbage og sat på flåder med kurs mod Tyrkiet. Anklagerne rettes både mod Frontex og den græske kystvagt.”
Louise Donovan forklarer:
”Det var tidligere praksis, at syrere kunne sendes tilbage til Tyrkiet, da de ikke var forfulgt her. Dette er siden sidste sommer udvidet med yderligere fire lande: afghanere, pakistanere, bangladeshere, og somaliere. Derfor er et stort antal mennesker i en limbo-situation, da de er usikre på om de kan sendes tilbage. Der er ganske vist ingen, der er sendt tilbage til Tyrkiet siden 2020. Men nogle af dem er tilbageholdt, begrundet i at de ikke har flygtningestatus, de kan ikke integreres, og de kan ikke sendes tilbage.
Vi har anmodet regeringen om, at ingen i denne situation kan tilbageholdes, og at folk skal have adgang til en ny behandling af deres ansøgning. Den græske regering er gået med til, at folk der har været mere end et år kan blive behandlet på ny efter de er berettiget til asyl. Der er også en del folk, som ikke har ladet sig registrere ved deres ankomst – mange af disse mennesker er udfordret, fordi man ikke vil tillade, at de lader sig registrere. Vi arbejder i UNHCR på at få regeringen med på det.”
En anden mulighed for at reducere antallet af flygtninge er den såkaldte push-out, men som også kan være en fælde, fortæller Lefteris Papagiannakis fra Greek Council of Refugees.
”Jeg kan oplyse, at der i dag 38.000 anerkendte flygtninge fra Grækenland i Tyskland. De har alle fået papirer, så de kan rejse i tre måneder i EU, og så skal de vende tilbage. Det gør de ikke, og så skal tyskerne sende dem tilbage. En tysk domstol afviser at give dem asyl i Tyskland, men afviser også at sende dem tilbage, for Grækenland er ikke et sikkert sted, da der mangler boliger m.v. De er altså i et limbo.
Det benytter den græske regeringen sig af. Så på den ene sige så anvender de push-backs og på den anden side bruger de push-outs,” siger han.
Lefteris uddyber sit synspunkt:
”I Grækenland har vi ikke en national politik for migranter, asyl og integration. Vi har små spredte stykker, men der er ikke et sammenhængende narrativ. Vi har en fælles europæisk asylpolitik, men ikke en fælles integrationspolitik, så derfor gør hver nationalstat det på deres måde.
Det bedste eksempel er den nye europæiske pagt om migration og asyl, som aldrig vil blive vedtaget. Hvis det sker, hvad der ville overraske mig meget, og det ville nok blive i en helt anden form end det eksisterende forslag. Jeg tror, at Europa har en stor rolle at spille, for Grækenland kan ikke stå alene i dette.”
