Når branden tager det sidste, man har

Søndag nat startede en brand i den gamle flygtningelejr på Samos - dagen før flygtninge skulle transporteres til den nye, lukkede lejr. Læs vores bestyrelsesmedlem Lorne Latheys øjnvidneberetning om branden og de mennesker, der den aften så endnu en brand ødelægge alt, de ejede.

Af Lorne Mark Lathey -  tidligere socialrådgiver for uledsagede flygtningebørn og volontør for Flygtningebørn.dk på den græske ø, Samos

Det brænder!

“Det brænder!” står der i en sms fra en flygtning i lejren. De seneste dage har mange flygtninge været i protestoptog mod at blive flyttet til en ny, lukket flygtningelejr, og nu kommer dette oveni. Vi skynder os at pakke vores ting og komme op til flygtningelejren.

Vi ankommer til den brændende lejr cirka 23:30. Hovedlejren er uskadt, men der er høje flammer stikkende op i luften fra den bageste del af “junglen”, som er den uofficielle del af flygtningelejren bygget af flygtninge selv, hvor telte, papkasser og tøj giver næring til ilden. Røglugten hænger i luften. Der er brandbiler, politi og brandfolk foran hovedalléen, der fører op mod lejren. NGO folk fra byen begynder at dukke op. Gradvist kommer flere flygtninge ned fra lejren. De står eller sætter sig på jorden eller på hug på fodboldbanen. Det er mørkt, og det er svært at se tydeligt frem for sig, når man bevæger sig væk fra hovedvejen. Det meste, man kan se, er klynger af skikkelser som skygger med øjne, der lyser hvidt i mørket. Udover indsatsleders skrattende højtaleranlæg, over hvilket han dirigerer sine folk, er det underligt stille.

Jeg går op langs hovedvejen til venstre for at se, om jeg kan komme tættere til stedet, hvor ilden knitrer, og stikflammer flænser nattehimlen. Jeg når frem til et sted omkring 200 meter fra branden. Der støder jeg på en gruppe unge arabiske mænd. De står klistret op af muren langs hovedvejens betonmur. Mændene stirrer tavst på flammerne i den bageste del af lejren. Rundt om dem har de samlet deres ejendele i bunker af store plastikposer og rygsække. En af de unge taler engelsk og forklarer, at de havde pakket deres ejendele i aftenen, fordi de skulle flytte til den nye lejr, Zervou, dagen efter. Heldigvis nåede de at få alt deres opbakning med fra lejren. Mændene var på vej til at sove, da branden startede. Lyden af eksploderende gasflasker advarede dem om, at der var udbrudt brand.  

En politibetjent dukker op og siger, at vi skal samle os på fodboldbanen. Jeg hjælper mændene med at bære deres poser og en cykel ned til fodboldbanen. Jeg spørger betjenten, hvor mændene skal være i nat. Hans svarer, at de må overnatte i det fri på fodboldbanen. De unge mænd takker høfligt for min hjælp. Tænk at de har overskud til høfligheder i denne situation.

På fodboldbanen begynder flere flygtninge at samles, mestendels afrikanske flygtninge. Små grupper af afrikanske kvinder vandrer ned ad den stejle indgangsvej til den officielle del af lejren med små børn gående ved siden af sig og spædbørn i favnen. Alle er tavse og ser trætte ud med matte øjne. Børnene klynger sig til deres mødre. Store stirrende øjne med tomme blikke.

En gruppe af de arabisktalende unge, som vi tit har mødt i byen, dukker op og står i en gruppe. En del havde været nede i byen, da branden startede, og var nu på vej tilbage for at se på situationen. Inde i deres telte og selvbyggede lejrhytter lå deres få ejendele pakket og klar til at tage med til den nye lejr de følgende dage.

Ahmed og Abdul fra Syrien, Mohamed fra Palæstina. Alle får at vide at deres del af lejren er nedbrændt og de har mistet deres få ejendele, deres dokumenter og officielle papirer. Der er resignation og udmattelse malet i deres ansigter. Endnu engang oplever de brand i lejren, for dette er ikke første gang. Mohamed siger til mig, at det at han tilfældigvis var på besøg hos en ven nede i byen har reddet hans liv. Ahmed ser forknyt ud og stirrer op mod lejren. På trods af dette udviser de som altid ordentlighed og høflighed, når man taler med dem - også i den dramatiske situation. Det er som om venlighed betyder noget fundamentalt for disse unge mænd. Når alt andet er fortæret, er ens opførsel og menneskelighed det, som definerer, hvem man er.

Det er kun derfor, brandbilerne er kommet. Mediefolkene er tilstede, og man vil undgå dårlig omtale. Disse store medier kommer og interviewer myndighedernes talspersoner. De interesserer sig aldrig for at tale med os om, hvordan vi har det, og hvad vi synes og laver. Eller hvorfor vi er her

En anden ung fyr, der også hedder Ahmed, virker som gruppens uformelle leder. Ahmed er videokunstner, og har viet sin tid til at lave film og aktiviteter for børnene i lejren. Han arbejder hos NGO’en Still I Rise. Når han kommer på arbejde, løber børnene imod ham og kalder ham Abu - onkel - Ahmed. Ahmed bor i Still I Rises lejlighed i Vathy og skal ikke flytte til den nye lejr. Ahmed tillader sig at vise en kort og forståelig ansats til vrede over situationen. I følge Ahmad, har brandvæsnet ved de tidligere brande været meget langsomme til at reagere og der var slet ikke kommet ambulancer. Denne gang er brandbilerne og ambulance  kommet omgående. Ahmed peger mod en gruppe af journalister fra Deutsche Welle, der filmer og interviewer en repræsentant for lejrledelsen. “Det er kun derfor, brandbilerne er kommet. Mediefolkene er tilstede, og man vil undgå dårlig omtale. Disse store medier kommer og interviewer myndighedernes talspersoner. De interesserer sig aldrig for at tale med os om, hvordan vi har det, og hvad vi synes og laver. Eller hvorfor vi er her”.

Gradvist letter stemningen blandt de unge. De begynder at snakke og grine lidt. Ahmed inviterer de andre til at sove hos ham i nat på hans værelse. De unge manifesterer en  bemærkelsesværdig resilience og overskud, og når de er sammen, støtter de hinanden. Men traumatiske oplevelser har de været igennem før i rigt mål. I aften føjer de bare en til og de har hinanden endnu og deres fællesskab.

Flere NGO folk kommer til og uddeler vand og popcorn, og mange krammer. Man fornemmer et stærkt fællesskab mellem de unge flygtninge og NGO’erne. Man kan kun spekulere om dette fællesskab får mulighed for at fortsætte, når de unge skal bo i den nye, lukkede lejr langt fra Vathy by. Hvis man lytter til og viser interesse for dem, oplever man at  blive lukket hurtigt ind i dette fællesskab. Der er en tillidsfuldhed, som er en “dyrebar” egenskab hos disse unge - en egenskab man har lyst til at beskytte og værne om. Oplevelsen af stærke fællesskaber blandt unge og af at blive budt indenfor, genkender jeg fra mit arbejde med uledsagede unge i Danmark. Det bekræfter, at i krisetider får mennesker evner til at rykke tættere og beskytte hinanden.

Ilden bliver slukket og gradvist begynder de mennesker, som bor i den i den del af lejren, der ikke blev påvirket af branden at gå tilbage mod lejren på toppen af bakken. Med tunge skridt bevæger mødrene med deres børn og ejendele sig op ad den stejle veje til lejren. Mændene slæber på rygsække og store plastikposer. De må prøve at få et par timers søvn, inden de bliver hentet af busser og kørt til den nye lejr.  Det har været en lang og anstrengende sidste aften i Vathy lejr.

Andre, især de arabiske flygtninge, der fik deres hytter fortæret af ilden, tager tilbage ind i lejren og sover hos venner i de ikke udbrændte områder. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig deres uro og nervøsitet med at vende tilbage til en lejr, der lugter og stadigt oser af røg.

Allerede samme nat sætter lejrledelsen gang i overflytningen af disse uledsagede børn og unge samt sårbare kvinder til den nye Zervou lejr. En lille kolonne af personbiler ankommer, fyldes med folk og kører væk i natten mod Zervou lejren og en fremtid, de ikke kender.

Heading