Våbenhvilens ironi flår i håbet

Søndag den 19. januar 2025 trådte en våbenhvile mellem Hamas og Israel i kraft. Efter mere end 15 måneder med ubønhørlig død, fordrivelse og ødelæggelse er i alt 46.600 palæstinensiske liv gået tabt. Våbenhvilen skulle gerne standse den fortsatte stigning i dødstallet – om ikke for altid, så i det mindste for en stund. Måske bringer denne udsigt et øjebliks lettelse til det palæstinensiske folk.

Dog er våbenhvilen blot det første skridt i en international diplomatisk proces, som forhåbentlig skal føre til en mere varig fred mellem Israel og Hamas. Med lidt god fantasi ligner sådan en forhandling på papiret noget, som historien gentagne gange har set før: Repræsentanter mødes og forhandler om fremtiden for Israel og Palæstina. Er vi vidne til begyndelsen på endnu en løsning, der ender med at fejle? Spiller geopolitikken os et puds?

Et andet aspekt, der kan få den vestlige observatør til at sænke armene og dæmpe jubelen, er det faktum, at under 24 timer efter offentliggørelsen af våbenhvilen indledte Israel endnu et angreb på Gaza. Mere end 80 mennesker døde. Er der mon en anden intention i våbenhvilen end selve ordets bogstavelige betydning? Denne ironi flår i håbet og efterlader os med en erkendelse, som desværre føles mere troværdig og realistisk end den virkelighed, vi håber på.

Ud over at sikre, at økonomisk bistand strømmer uden hindringer, er vores vigtigste ansvar som internationalt samfund at pointere våbenhvilens tvivlsomme karakter. Vi skal være kritiske på vegne af de undertrykte, som selv mangler mulighed, kapacitet og ressourcer til at gøre andet end at hive fat i det håb, som binder dem til livet.

Dette er ikke for at undervurdere den betydning, en våbenhvile har for dem, der hver dag befinder sig i de konfliktramte områder. For mange er våbenhvilen en afgørende forskel mellem liv og død. Men vi bliver nødt til at betragte våbenhvilen fra et andet perspektiv: Fred er ikke blot fraværet af krig, men tilstedeværelsen af retfærdighed – en retfærdighed, der kan mærkes og opleves. Det handler om den fundamentale tryghedsfølelse, som mange af os i Vesten tager for givet. Jeg kan dårligt forestille mig, hvordan min krop og mit sind ville reagere, hvis min hverdag var præget af konstant død og ødelæggelse. Våbenhvilen bringer ikke fred i sig selv; den giver blot palæstinenserne en bedre chance for at overleve.

Som Agnès Callamard, Amnesty Internationals generalsekretær, udtalte kort efter offentliggørelsen af våbenhvilen:

"For palæstinenserne, der har mistet utallige kære, i mange tilfælde hele familier, eller som har set deres hjem blive reduceret til ruiner, er en ende på krigen kun begyndelsen. Det kan hverken reparere deres knuste liv eller hele deres traumer." (forfatterens oversættelse).

Våbenhvilen visker ikke fortiden bort, men den åbner en mulighed for at skabe en anderledes fremtid. Samtidig er den en påmindelse om, hvor meget ødelæggelse der skulle til, før den dominerende part valgte at sætte sin dominans på pause. Dette perspektiv må vi holde fast i, når kameraerne slukkes, journalisterne rejser hjem, og internettet ikke længere viser billeder af lemlæstede børn, ødelagte bygninger og overfyldte flygtningelejre. Fokus vil i stedet rette sig mod genopbygningen af Gaza og den forventede massive nødhjælp, der vil blive sendt til området.

Efter våbenhvilen vil mediedækningens fokus skifte; til genopbygningen af Gaza og den nødhjælp, som uvægerligt vil strømme ind. Disse tiltag vil blive fremstillet som utvetydigt gode nyheder – og det er de også – men de vil ikke udfordre de underliggende strukturer af uretfærdighed, der har skabt tragedien.

Når medierne formentlig kommer til at hylde genopbygningen, skal vi huske, at under andre omstændigheder kunne den undertrykte part – Palæstina – være blevet udslettet helt fra landkortet. Det rejser et uundgåeligt spørgsmål: Er våbenhvilen et resultat af Israels egen vilje til at stoppe volden, eller er det pres fra internationale aktører som USA, Rusland eller civilsamfundsorganisationer, der har fået Netanyahu til midlertidigt at skifte kurs? Og hvis den israelske regering har magten til at standse volden, har den så ikke også magten til at genoptage den, når det passer den?

Og hvad sker der, når USA's nye præsident, Donald Trump, træder ind i Det Hvide Hus og ansætter folk i sin administration, der udtrykker holdninger som "der findes ikke rigtig et sted, som er Palæstina" og "lad Israel gøre arbejdet færdigt"?

Det er denne skrøbelighed, indlejret i omstændighederne og konteksten, der har givet os våbenhvilen, vi skal have for øje. Våbenhvilen er ikke fred – den er en pause. Og pausen varer kun så længe, den stærkeste part finder det fordelagtigt. Hvis vi glemmer dette, risikerer vi at betragte den fremtidige genopbygning af Gaza som en afslutning snarere end som en del af en fortsat cyklus af undertrykkelse og modstand.

Hvis vi husker på og artikulerer de undertryktes historie, som Walter Benjamin så berømt formulerede i On the Concept of History (1940), kan vi ændre fremtiden – og dermed historien.

Heading